Dragen

Dragen

Thursday, 29 June 2017

Onsdagssejlads den 28 juni

Sidste sejlads inden sommerpausen blev en blæsende omgang, jeg var lige ved at sige, som sædvanligt. Finn og jeg havde svært ved at komme fra pladsen i østlig vind med ca 10-12 m/s!! Ud kom vi og fik da også sat sejl i reb 2 og ventede med at rulle fokken ud. Nogenlunde start som 3die båd, men med fin halvvind som en gang imellem gav nogle gevaldige krængninger. Vendte fint på bundmærket og fik fart i båden. Bliver dog hentet af Wasa bdr som sejler med fuld garderobe. Vender som 3'die båd ved topmærket og holder pladsen hele vejen hjem. Dragen bliver også placeret 3'er på præmietid, så ialt en god placering i hård vind og kun 2 mand ombord. Finn har arbejdet hårdt i den hårde vind og blev godt svedt. Monique kommer først i mål efterfulgt af Wasa bdr og SoL med Flemming kommer ind som fjerde båd. En folkebåd kommer ind som femte men har lavt handicap så den bliver samlet toer og Wasa bdr bliver vindere af sidste sejlads - flot sejlet.

Samlet stilling inden sommer pausen:

Friday, 23 June 2017

SRPI lørdag den 17 juni

Jesper Falk og skipper havde meldt Dragen til SRPI som two-handed og med sejlads kun om lørdagen. Det skulle vise sig at være en fantastisk sejlads med masser af vind, meget boat handling og rigeligt med fart. Vi startede fra Kignæs og med rigelig vind holdt vi lige akkurat Ølsted Hage. Derefter var der kryds til Lynæs hvor vi manglede 4 mand på rælingen til at bøffe !!! Vi mistede de førende både, men holdt mange både bagved. På benet ned mod Orø satte vi genakker og fik god fart på. Overhalede flere både undervejs og holdt genakkeren frem til Dronningedysen ved sydenden af Orø. På vejen rundt om Dronningedyssen og op mod Holbæk fik vi søgræs på ror og køl, så vi måtte bakke. Ved hjælp af sejlet bakkede vi hele tre gange før en ordentlig klump søgræs løsnede sig. Det satte os mere bagud og resten af turen sejlede vi nærmest alene.  Fra Rønnen ved Nykøbing satte vi igen genakker og loggede 10 knob som topfart. Sejladstiden fra Rønnen til Frederiksværk blev ca 48 minutter - det var en fed sejlads. Boning ved Frederiksværk og så satte vi genakkeren om til en flyvende spiler helt frem til målgang ved Kignæs. Ialt en meget fin sejlads med masser af vind og om aftenen blev der festet igennem ved Frederikssund sejlklubs klubhus. Grill og rødvin med efterfølgende overnatning i båden.
Tak for en fed sejlads. Søndag blev der ikke sejlet SRPI, så Dragen vinder nok ikke noget for turen.

Onsdagssejlads den 21 juni

Kenneth meldte desværre afbud så vi var Finn og skipper på en dejlig onsdag aften med fin vind fra NV 5-7 m/s. Vi var helt med fra starten og vendte som treer ved de første bundmærker. Vi gav plads til Wasa og Monique!! En fin tur til top mærket hvor vi så vender som anden båd. Fine vendinger gav god fart rundt om mærkerne. Ned til bundmærket sejlede vi det bedste vi kunne og indhentede næsten Monique. En lidt dårlig sidste vending men ikke værre end at vi kommer i mål som toer godt 1 minut efter Monique. På præmietid bliver Dragen nr 2 efter en IF'er Ariel. En dejlig sejlads rundes af med flæsk ved klubhuset hvor der prales og hygges.

Næste onsdag er sidste sejlads i foråret og vi håber det bliver lige så fint sejlervejr som denne aften.

Thursday, 15 June 2017

Onsdagssejlads den 14 juni

En fin aften med lettere vind end de foregående onsdage blev en sjov affære. Fire både blev meldt tyvstartet (ikke i forhold til vores GPS ur!) og en god N-NW vind fik os sydover. Vi rundede som fjerde båd idet vi kom i klemme mellem de forreste og lå i dårlig vind. Megen snak fra andre både undervejs, men vi prøvede at holde fokus. Det viste sig at vi havde samlet rigtig meget søgræs op så vi kunne ikke holde fart. Derudover var der ikke helt overensstemmelse om vi skulle sejle til vest-bøjen eller ej. Den var der nemlig ikke. Det var der flere både der fik fordel af......???
Efter at vi fik bakket søgræsset af gik vi rundt om topmærket som femte båd. Den placering holdt vi hjem. Efterfølgende melding fra "overdommeren" blev der tyvstart til Dragen + vrede ansigter om sejladsen. Vi endte på en niende plads da vi får 4 minutter straf tid oveni. Ikke særlig hyggeligt og jeg håber vi kan lave om på hvordan vi snakker sammen efter sejladsen. Ellers .... Det er meningen at det skal være hygge-kap-sejlads også selvom vi går op i hvordan man sejler .......
Dragen prøver igen næste onsdag og forhåbentlig uden for meget søgræs og manglende bøjer.

Iøvrigt fedt at der på facebook er sat en masse billeder ind fra sejladsen. Tak til fotografen.

Pinsetur til Nyk Sj

Årets pinsetur gik til Nykøbing Sjælland og vi havde aftalt med Adelante, Lykke og evt Mariann at vi ville sejle sammen. Lykke var desværre ikke søsat, så B & T kom lørdag aften til middag i bil. Vi sejlede så vi nåede broen 16.30 og havde en stille sejlads til Nykøbing. Adelante kom igennem 18.30 og vi mødtes senere i havnen. Det viste sig at der var flere fra FD i havnen og lørdag blev en hyggelig aften med grill på plænen og senere godt selskab i Dragen. SoF II, Tristar og Afrodite med besætning deltog også. Sjovt med flere både fra Slagslunde.....
Søndag blev en regnvejrs forestilling, men på eftermiddagen klarede det op og Annebergs glasmuseum blev gennemset.
Mandag blev hjem-sejlings-dag med fin vind og sol. Vi nåede broen kl 13.00 og kom hjem i god stand efter en dejlig sejlads.
Kenneth, Mette og skipper klarede turen i flot stil.

Sunday, 28 May 2017

Onsdagssejlads den 24 maj

En herlig onsdag aften med kapsejlads er hyggeligt, specielt når Dragen sejler godt og der er jævn vind fra N-NW og vi er med i starten. Vi fik en god start og var toer efter Luffen ved bundmærket. Vi havde et godt opkryds med et par fine vendinger undervejs. Undgik grundene - specielt efter kommando fra gasterne! Vi holdt Monique bag os lige indtil før tippen hvor de havde lidt bedre fart end Dragen. Vender på top mærket som treer og overvejer om vi skal sætte genakker! Vinden var omkring 6-9 m/s og da Luffen og Monique ikke sætter genakker, sætter vi den heller ikke. Ved sidste mærke runder vi som tredie båd og har en fin sidste sejlads over målstregen. Et par minutter efter Monique og lidt mere efter Luffen. Spændende om vi bliver etter elller toer.
Ved den efterfølgende "banket" med flæskestegssandwich blev resultatet offentligt og vi endte lige akkurat som nr 1 på præmietid foran Monique med 22 sek.
En dejlig aften med hyggelige sejlere og god stemning.

Samlet stilling efter 3 sejladser ses herunder

Thursday, 18 May 2017

Onsdagssejlads den 17 maj

Fantastisk flot vejr, let vind fra SØ og 9 både dystede denne onsdag på fjorden. Sidste uges rust var væk og med en perfekt start lagde Dragen sig over starten som anden båd. Luffe 4004 er svær at følge med, men vi gjorde hvad vi kunne. Fin mærkerunding og med genakker sat lagde vi afstand til de øvrige både i feltet. Gode bomninger og fin boat-handling gjorde at vi sejlede til topmærket med gennakker og hentede lidt på Luffen. God lang bidde vind mod bundmærket og hjem med sat genakker. Flot nr 2 i mål og nr 1 på præmietid. Fed sejlads der blev afsluttet med sandwich i den stille aftenstund. Tak til gasterne Finn og Nils og rorsmand Jesper for en dejlig aften.