Dragen

Dragen

Thursday 23 June 2016

Skyllebakke havn sejlads 22 juni

Endnu en fantastisk aften til sejlads fra Skyllebakke havn. Kenneth er stadig ikke frisk til hård kapsejlads!, så Finn og jeg måtte klare det alene. Starten var ikke særlig god, vi kom godt 40 sek efter de andre over start linien. Vi fik fart på båden og blev ude midt på fjorden trods svag nordgående strøm. Det viste sig at være godt fordi vi langsomt indhentede de foranliggende. Nede den røde bøje ved Frederikssund havn, hvor vi skal indenom Kildegrunden, blev vi enige om at undgå søgræs på køl og ror ved at krydse det lave stykke præcis der hvor vi normalt sejler ind og ud. Det viste sig at være en rigtig god taktik da alle andre både fik søgræs på køl og ror, men vi slap. Ned til bundmærket overhalede vi Monique og vendte som første båd. På hjemturen vendte vinden så vi sejlede med en foran for tværs og vi holdt os lige i sejlrenden. Vi kom i mål som første båd og slog også de andre på præmietiden.
En flot sejlads, godt taktik og en flot 1ste plads. Godt sejlet.....

Monday 20 June 2016

Skyllebakke havn sejlads 15 juni

Efter sidste uges pladren rundt med diverse bund problemer lagde vi taktik til at undgå at det samme skete denne gang. Kenneth måtte melde forfald, så vi var Finn og jeg. Vi startede fint og lå toer og passede specielt på ind over grunden ud for havnen. Det er nemlig her der kommer søgræs på køl og ror!!! Vi havde en let S-SØ vind og havde udsigt til en gennaker sejlads fra bundmærket til mållinien. Monique var foran, men blev næsten indhentet af en vel-sejlende Dragen. Vi kom i mål 1 min efter Monique - tæt på....
På sejltid kom Bacchus, en Shipman 28, med en flot spiler sejlads på lænseren i god tid til at vinde på præmietiden. Dragen blev toer. Flot sejlet....

Skyllebakke havn sejlads 8 juni

Sikke noget møj.... Vi kan ikke sejle med søgræs på ror og køl, basta. Det beviste de største både idet de blev nr sidst og næstsidst hhv Dragen og Monique.
Derfor er der ikke meget at skrive om - vi skynder os videre til næste onsdagssejlads.

Monday 6 June 2016

Weekend tur til Holbæk 3-5 juni

Dragen fulgtes med SoL II, Adelante II og det var meningen at Lykke skulle have været med på en hyggetur til Holbæk. Ombord var Birgitte, Kenneth, Finn, Heidi, Flemming, Lennart, Gitte og Nils. Vi startede med en flot aftensejlads til Frederiksværk hvor vi fik fine pladser og hyggede os med grill, nye kartofler og lækker salat. Efter et par glas rødvin var stemningen høj og vi fortsatte til langt ud på aftenen med drinks vedlagt pral og løgne historier. Blandt andet skulle vi lige snakke om Lykke's afbud og Adelante's sølvbryllup som iøvrigt er onsdag den 8 juni. Det blev en hyggelig aften.
Næste morgen, lørdag sagde vi farvel til Adelante II og lykønskede endnu en gang, og satte kursen mod Holbæk i fantastisk flot solskinsvejr og let N vind. Vi ankom sikkert til Holbæk, lagde ind i den gamle havn og fik den sædvanlige molebajer. Solen bagte og vi kogte....
Indkøb, badning og grill indtil vi skulle på diskotek. Efter maden begyndte kræfterne hos nogle at slippe op og kun nogle havde endnu kræfter til disko. Vi endte med at drikke drinks i stedet for disko, det var også rigtig hyggeligt.
Søndag morgen stod den på morgenmad og badning for vandhundene. Derefter klargøring til afgang mod Lynæs hvor vi aftalte frokost. Dejlig sejlads med fuld sol let vind fra NØ/Ø. Ankomst til Lynæs og god frokost efterfulgt af en kort tur til Lynæs Marine Butik for at købe gas.
En lang tur hjemad mod Frederikssund med mere frisk vind som gik mere og mere mod syd og dermed modvind ned igennem fjorden. Igennem broen kl 17 og tilbage på pladsen kl 17.30.
En dejlig, hyggelig, morsom og herlig weekend tur er slut. Tak til alle deltagerne og synd for Lykke at hun ikke var med. Vi finder en anden weekend til den næste tur.

Skyllebakke havn sejlads 1 juni

Endnu en fantastisk aften med sol og fin vind og alt stod klart til en dejlig kapsejlads. MEN man skulle tro at Slaget ved Øland i 1676 og ved Møn i 1677 gentog sig i Frederikssund 2016... Vi fik en fin start men kunne ikke få fart i båden selvom vi fulgtes med Monique. Hverken højde eller fart kunne vi få Dragen til at vise, så der måtte være noget galt. Det viste sig at vi havde samlet halvdelen af søgræsset i fjorden op og sejlede med det ned til bundmærket som sidste båd.... Nå men vejret vat godt og vi fik da indhentet et par både inden målgang, men særlig godt blev det ikke og vi endte på en fin sidsteplads. Monique vandt og det var fuldt fortjent selvom de lokkede Dragen på lavt vand og dermed blev bundskraber....